Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom.

Alt om kaffe

KAFFE

Velkommen til vores velassorteret kaffeudvalg. Generelt om vores kaffer kan vi sige, at bønnerne er ristet i den klassiske skandinaviske stil. Det vil sige lys- og mellemristede kaffer, som har været en gennemgående måde at riste råbønner på her i Danmark igennem mange årtier. Vi mener, at det stadig er en af de bedste måder at behandle kaffen på. Vores kaffeleverandører sørger for, gennem deres agenter rundt om i verden, at vi får de bedste råbønner. Kaffebønnerne er nøje udvalgte og har været igennem en smagskontrol i det enkelte land, inden de fragtes til Danmark. Her gennemgår de endnu en smagskontrol både før og efter ristningen.


Vejledende dosering

Stempel: 7 gram malet kaffe til 1,25 dl vand ved 4 minutters trækketid
Filter: 7 gram malet kaffe til 1,5 dl vand.

Vandtemperaturen skal være 92 - 96 grader celsius under brygningen

Hæld altid frisk kold vand på kedlen


ARABICA BØNNEN

Arabica-kaffe kommer fra bønnerne fra træet, som går under det botaniske navn ”Ægte Kaffe” og stammer fra Etiopien.

Arabica betragtes som den kaffe, der har den bedste smag. Desværre er udbyttet også det laveste og samtidig er sorten mere sårbar over for sygdomme, parasitter og insektangreb.

Arabica udgør 70-75 % af verdens kaffeproduktion.

 

ROBUSTA BØNNEN

Robusta-kaffe (Coffea canephora) stammer fra Den Demokratiske Republik Congo.

Den er, som navnet antyder, mere robust end arabicaen, men har desværre en mindre værdsat smag, hvor bitterstofferne fylder mere.

 

ESPRESSO KAFFE

Espresso er et italiensk ord for kaffe. Ordet "espresso" udspringer af det italienske "caffé espresso", hvilket groft oversat betyder "kaffe under tryk", da kaffen brygges under tryk.

Denne type kaffe adskiller sig fra almindelig kaffe ved at være væsentligt mere koncentreret både i smag og konsistens.

Endvidere er den kendetegnet ved at have et fint lag af gyldent skum på toppen. Dette lag kaldes på italiensk for "crema".

Ved at ændre på finheden og ristningen af kaffen, hvor hårdt kaffen stampes, hvilket vand, hvilke bønner og hvilken kaffemaskine, der anvendes, kan man ændre markant på smagen af espressoen.

 

 

 

KAFFEBØNNER

Præcis som med vin spiller klimaet, jordbunden og de lokale forskelle en stor rolle i forhold til kaffebønnens smag. 

 

JAVA

Java er betegnelsen for arabica kaffe dyrket i Indonesien. Java kaffe er rig på planteolie, hvilket er med til at give en fyldig og rund smag. I dag er Java mere et udtryk for denne smagstype end en egentlig kaffetype. Kaffen er berømt for sin høje kvalitet.

Bønner herfra smager godt til chokolade, karameller og andre desserter.

 

AFRIKA

Kaffebønner som vokser i Mellemøsten og Afrika har en medium ‘krop’ og et syreindhold med en næsten sirups-agtig fornemmelse.

Der anbefales en hård, mellem-mørk ristning af disse bønner for at udvinde de komplekse smagsnuancer, som spænder fra skarp, sødlig bærsmag til chokoladesmag.

Bønner herfra egner sig til chokolade.

 

CENTRAL- & SYDAMERIKA

Kaffebønner fra Latin-, Mellem- og Sydamerika, Caribien, Colombia, Panama og Mexico har ofte en let, sød, balanceret smag med højt syreindhold.

Bønnerne smager bedst, når de er let til medium ristet.

Kaffe fra Latin Amerika smager glimrende til al slags morgenmad og kager.

 

UVASKET KAFFE

Uvasket kaffe/tørre-metoden er den oprindelige metode, hvor man tørrer kaffebærrene i solen og derefter "knækker" bønnerne fri.

Smagen af uvasket kaffe har en tendens til at være mere dæmpet (mindre syrlig), men er stadivæk rig på aroma og meget velsmagende.


VASKET KAFFE

Den vaskede kaffe anser mange for en bedre måde at behandle kaffen på, fordi man opnår en renere smag, som er domineret af organiske syrer. Dette bidrager til endnu mere aroma end ved uvasket kaffe. 


KOFFEIN

Kaffe indeholder koffein (1,3,7-trimethylxanthine), som påvirker centralnervesystemet og derfor er en mild form for stimulans.

Mange mennesker oplever, at kaffe gør dem mere vågne og giver en bedre koncentration og præstationsevne.

Koffein påvirker centralnervesystemet på flere måder, og nogle er mere sensible overfor disse påvirkninger end andre.

Af samme årsag er kaffe blevet kædet sammen med næsten alle slags helbredsproblemer.

Videnskabeligt er der dog ingen beviser for, at koffein skulle være vanedannende, ligesom det heller ikke er bevist, at et moderat kaffeforbrug skulle være skadeligt for helbredet.

 

GARVESYRE

Garvesyre eller tannin, som det også kaldes, er en fenole. Tannin mærkes på gummer, gane og tænder og giver en fornemmelse af tørhed i munden.

Tanninerne reagerer med C-vitamin optagelsen som bliver uvirksomt. Det medfører, at jernoptagelsen heller ikke bliver optimal.

Så hvis du mangler C-vitamin og/eller jern i kroppen, skal du ikke drikke kaffe i sammenhæng med madvarer, der er rige på jern og c-vitamin, da dette hæmmer optagelsen.

 

 

RISTNING AF KAFFE

Aromaopbygningen kommer til sidst i ristningen. Hvis kaffen bliver for lys ristet, vil nogle af de æteriske olier ikke blive fuldt udviklet, og kaffen bliver derfor svag.

Omvendt, hvis kaffen bliver ristet for stærkt, så den "sveder", vil nogle af olierne dels fordampe, dels blive brankede, og resultatet er en bitter og branket smag uden aroma og fylde.


LYSRISTET KAFFE

Lysristet kaffe har, som betegnelsen angiver, en lysere brun farve i forhold til en mellemristet kaffe.

Ofte kan en lysristet kaffe virke en smule lettere og mere mild end anden kaffe, og samtidig vil de fleste lysristede kaffer have en anelse mere syrlighed og rigtig mange fine smagsnuancer.

Lysristet kaffe kan anbefales til eksempelvis stempelkande-kaffe.

 

MELLEMRISTET KAFFE

Den mest almindelige ristning er mellemristet. Her bevarer kaffen de fleste af sine smagsnuancer, og mellemristet kaffe har rigtig mange anvendelsmuligheder.

Mellemristet kaffe er særdeles velegnet som filterkaffe og kan også anvendes i stempelkande.

 

MØRKRISTET KAFFE

En mørkristet kaffe kendes på sin meget mørkebrune, næsten sorte farve. Smagen vil ofte være kraftig og stærk. Den mørkristede kaffe anvendes ofte til espresso og efter et godt måltid.

Smagsmæssigt kan mørkristet kaffe ofte give en sødmefyldt og nærmest chokoladeagtig smag.

 

 

Ønsker De en mere dybdegående information om kaffe, anbefaler vi www.kaffeinfo.dk